Blandt vinderne i Bevar Boligens 5 kategorier finder du en rå, moderne bolig i en transformeret lade, en nænsomt renoveret 60’er-villa og et funktionelt hjem til fem på kun 99 m2. Kig med indenfor i fem hjem, som alle viser, hvordan vi kan skabe fremtidens boliger i bygninger, der allerede findes.
Ved at bygge mindre nyt og bevare mere kan vi mindske CO2-udledningen fra byggeriet. Det er der brug for. Men med prisen Bevar Boligen ønsker Danske BoligArkitekter og den filantropiske indsats Bevar Mere at vise, at mere bæredygtige boligvalg har en værdi, der rækker langt ud over besparelsen på klimaaftrykket.
Gamle vinduer, tegl, tømmer og inventar kan have langt mere værdi, end du tror. Find inspiration i de mange private boliger, som er indstillet til Bevar Boligen, til at bevare de bedste dele af huset, når du bygger om. Så giver du plads til både historien og den gode arkitektur.
Byg smukt, sundt og holdbart med genbrug og naturens egne materialer
Dine valg af byggematerialer betyder mere, end du måske tror. Genbrugte og biobaserede materialer kan sænke klimaaftrykket markant, lagre CO₂ og give dig et sundere indeklima. Samtidig kan de give din bolig varme, karakter og holdbarhed, du kan regne med i mange år frem.