Villaen i gule mursten fra 1937 stod nærmest original hen, da vi påtog os opgaven. En simpel murstensmonolit med teaktræsvinduer, minimalistisk detaljeret, men med et taktilt materialevalg.
Vi har bevaret og forstærket villaens originale karaktertræk. Vi fjernede derfor elementer, der ikke intensiverede hovedkonceptet, og tilføjede nye elementer, der forstærkede det, i projektet om at gøre villaen tidssvarende.
Hovedprincippet i husets plan er bevaret, med en klar langsgående deling mellem husets servicefunktioner mod villavejen og stuerne med udsigt mod haven. Køkkenet er flyttet til spisestuen, som blev udvidet med et stort gavlvindue. Den tidligere mørke spisestue er derfor nu et lyst rum med adgang til haven. Det originale køkken tjener som grovkøkken.
Brystningshøjden på det store markante vindue i stuen er sænket, for at skabe en tættere kontakt til haven.
De 2 nyetablerede vinduer, er i malet aluminium. De adskiller sig fra de originale i teaktræ. Vi valgte aluminium for at bevare de slanke rammer, og samtidig imødekomme energikrav.
De indvendige døre er forhøjede og fremstår som markante designelementer med en smal ramme uden gerigter, ligesom vindueshullerne.
Vores køkkendesign er minimalistisk med blågrønne låger, terracotta farvet interiør og egetræsskuffer
2021
Stefan Valbæk og Eva Kristine Brørup
Valbæk Brørup Arkitekter