Bygningerne består af et stuehus i bindingsværk fra ca år 1870 samt et udhus/lo. Opbygningen af stuehuset var klassisk for et gammelt bindingsværkshus fra den tid med en tidligere stald i den ene ende og boligen i den anden. Både inde og ude var huset ødelagt af forkerte “istandsættelser” som var skyld i skimmelsvamp i væggene. Det oprindelige håndværk og mange af materialerne inde bag ved var dog værd at bevare. Som lagene blev skrællet af et efter et åbenbarede de gamle byggemetoder sig og viste, hvordan man dengang byggede bæredygtigt. Materialer og farver er valgt i overensstemmelse med husets oprindelige udtryk og bidrager til den fredfyldte stemning og rolige karakter. Under renoveringen blev der genbrugt alt, hvad der kunne genbruges, og så vidt muligt kun købt brugte materialer, hvor de oprindelige ikke kunne genbruges.
Projektet er et eksempel på, at man godt kan redde et nedrivningstruet hus i landzonerne uden pengene løber løbsk. Det er tillige et eksempel på, at æstetikken ikke behøver bygge på moderne, skarptskårne sammenstød, detaljer og design, men kan findes i de rå bæredygtige og naturlige materialer og genbrugsløsninger. Projektet belyser det kæmpe potentiale, der ligger i at redde vores kulturarv i de mange forsømte huse, der findes i danske landsbyer.
2021
Marie Fenger Ehlers
Marie Fenger Ehlers, arkitekt og indehaver, Fenger Arkitektur ApS