Huset er opført i 1933 som et flot eksempel på en klassisk funkisvilla i gule sten og i 2 etager. Huset var kun blevet handlet én gang tidligere og fremstod derfor i meget original og nedslidt stand, da familien på 4 overtog det. Der skulle derfor en gennemgribende renovering til, hvor også kælderen blev gjort mere anvendelig ift. indeklima og isolering. Køkkenet blev åbnet op til spisestuen for at skabe et bedre flow og lys, selvom det betød, at det lille gæstetoilet måtte nedlægges. Til gengæld blev der etableret et nyt, stort badeværelse i kælderen.
Ift. valg af materialer og detaljer lagde vi stor vægt på at skabe en rød tråd til husets identitet og funkisperioden. De originale trægulve blev bevaret på bekostning af gulvvarme, de indvendige døre og fodpaneler blev renoveret og genmonteret, og på det oprindelige badeværelse på 1. sal blev terrazzogulv og vægfliser ligeledes bevaret, men saniteten udskiftet. Det store, blyindfattede vindue i trapperummet, som er så karakteristisk for perioden, blev bevaret, men der blev monteret et lavenergivindue udvendigt for at mindske varmetabet. Generelt fik huset nye installationer overalt til både vand og varme, taget blev efterisoleret og vinduerne udskiftet. På den baggrund kan huset leve mange år fremover.
2023
NB ark
NB ark