Projektet tager udgangspunkt i en tidligere nedrivningstruet landejendom – et rottebo og i stærkt forfald. I stedet for at rive ned og starte forfra, har vi valgt at arbejde med det eksisterende og skabe noget nyt i tæt samspil med det gamle.
Det oprindelige stuehus er blevet gennemgribende renoveret og rummer nu både bolig og atelier. I forlængelse heraf har vi opført en ny tilbygning, som i form og proportioner gentager den klassiske længebygning, men med en moderne fortolkning. Det velkendte ståltag er tænkt videre som både tag og facade, hvilket skaber en helhed og karakteristisk identitet for huset.
I gavlene har vi indsat store vinduespartier, der åbner huset op mod landskabet og inviterer naturen helt ind i hjemmet. På den måde skaber arkitekturen både lys, luft og nærvær til omgivelserne.
Ved at bevare og genbruge de gamle bygninger har vi ikke blot mindsket klimaaftrykket – vi har også skabt en fin symbiose mellem nyt og gammelt. Tilbygningen udvider boligarealet, forbedrer dagslyset, skaber udsigt og tilføjer en ekstra arkitektonisk og funktionel kvalitet. Resultatet er en varm og levende ramme for familieliv midt i det smukke landskab.
2022
Loop Architects
Jacob Due