Totalrenovering med fokus på genbrug
Projektet omfatter en totalrenovering og energiforbedring af et enfamilieshus fra 1966, med stor respekt for den arkitektoniske arv og med fokus på genbrug. Renoveringen handler både om at udbedre bygningsskader, energiforbedre og videreudvikle det arkitektoniske udtryk. Det omfatter alt fra at fjerne den slagger, som huset oprindeligt var bygget på, udbedre mangler i fundamentet og etablere et nyt efterisoleret terrændæk.
Upcyclede og biogene materialer
Vi er gået til dette projekt med ønsket om at genbruge som meget som muligt, og anvende upcyclede og biogene materialer, når der skulle tilføjes nyt. Derfor har alle fodpaneler, indvendige døre og karme, samt indbyggende skabe, været demonteret slebet, olieret og genmonteret, efter der var lagt nyt gulv i hele huset. De oprindelige trælofter er vasket ned og bevaret.
De nye gulve er Douglas planker fra Dinesen, som sikrer træ fra bæredygtigt skovbrug og giver et slidstærkt gulv med lang levetid. Douglasplankerne er valgt for at matche det oprindelige træværks varme gyldne glød.
De nye indbyggede skabe i entreen og i soveværelset, samt køkkenøen er ligeledes udført i Douglas - Køkkenøen i genbrugs Douglas fra GENBYG. Lysarmaturerne i køkkenet er upcyclede lamper fra Fischer Lighting.
2024
Jesper Kusk Arkitekter
Jesper Kusk Arkitekter