Ejendommen blev i sin tid opført som Rømø´s Missionshotel. Den har senest været benyttet som B&B, cykeludlejning samt privat beboelse for indehaverne. Ejendommen havde stået ubenyttet hen i en årrække og var i kraftig forfald. På selve hovedhuset var gennem årene tilført flere knopskud i form af halvtage, vinterstue, udhuse mm. Huset var i grove træk uisoleret og opvarmning skete med el radiatorer og brændeovne. Murfacader var nogle steder i meget dårlig stand, og rumhøjden på 1 sal var ej lovlig. Men med den fine beliggenhed tæt ved havet og havnen, og den ca 5000 m2 store grund, syntes vi der var potentiale til stede.
Vi kunne se for os, at der på 1 sal kunne blive en skøn lejlighed med panorama udsigter i flere retninger. Mod nord lidt i det fjerne kan man følge det pulserende liv på dæmningen og mod øst kan du følge døgnets gang med ebbe og flod i Vadehavet. Fra køkken/alrum og stue får du også imponerende solopgange, du kan følge livet på havnen og færgernes pendulfart mod Tysklands nordligste ø, Sild.
I stueplan blev indrettet gode værelser med henblik på udleje til enkelte overnatninger, samt en fin ét værelses lejlighed for permanent udlejning. Hertil kommer et stort teknikrum, som også fungerer som magasin for lejligheden på 1 sal.
2023
Nordpil
Britta Hellesøe og Johannes Kiil Jensen