Nyt liv i 70’er boligen

Fakta om projektet

  • Renovering
  • Ombygning
  • Biogene materialer
  • Energibesparende løsninger
  • Pladsoptimerende løsninger

Da bygherre overtog villaen fra 1972 stod den som originalt og med stort potentiale. Huset er totalrenoveret med respekt for tidens arkitektur, og fokus har været på at bevare og genbruge så meget som muligt.

 

Ved ankomst møder man en ny, specialfremstillet hoveddør i egetræ. Entréen byder på ægte 70’er-stemning med gule mursten, originale klinker på gulvet og en nænsomt renoveret trappe i egetræ. Her er også bevaret en glasafskærmning i egetræsrammer, originale lamper samt en tidstypisk afskærmning med trælameller.

 

Planløsningen på overetagen er ændret, da den var kringlet med små, mørke rum, og gæsteværelset havde husets bedste udsigt. Her er spisepladsen nu placeret, og der er åbnet op til køkken og stue. Dermed er der skabt et stort, sammenhængende opholdsrum, der er funktionelt og gennemlyst med en smuk udsigt. I stuen sættes stemningen af den originale, gule murstensvæg med indmuret pejs, og en ny væg af træpaneler med reference til 70’er-stilen binder køkken og spiseområde sammen.

 

Med renoveringen er boligen blevet lys og rummelig uden tilføjelse af ekstra kvadratmeter. Husets stil og sjæl er bevaret, samtidig med at det har fået en moderne opdatering og en væsentligt højere boligkvalitet, der rækker langt ind i fremtiden.

Afslutningsår

2023

Arkitektens navn

Nordpil

Deltagerens navn

Nordpil