Ved overtagelsen af den oprindelige bungalow fra 1939 skulle boligen enten rives ned eller udsættes for en gennemgribende renovering. Valget faldt på en kombination af bevaring, forvandling og udvidelse af det oprindelige boligareal på 68 m2. Beslutningen blev truffet på baggrund af lige dele økonomi, bæredygtighed, boligkvalitet og sund fornuft.
To tilbygninger underordner sig den centrale bungalow. Tilbygningerne er opført i en let trækonstruktion beklædt med Superwood. Bungalowen er blevet ført tilbage til sit oprindelige tagpaptag, murværket bevaret, og kælderen er opgraderet med isolering af både terrændæk og kælderydervægge samt decentral ventilation med varmegenvinding.
Den oprindelige bungalow er omdisponeret, og det samlede projekt opnår en rumlig rigdom skabt af simple greb som forskudte niveauer, kig, gennemlyste rum, semi-åbne sammenhænge og fleksibilitet.
Projektet demonstrerer, hvordan et lille, ældre, 'nedrivningsmodent' hus med omtanke og simple greb kan forvandles til et funktionelt hjem med rumlige kvaliteter og lavt klimaaftryk.
2024
MAANNØ
Martin Andersen Nørgaard