Renovering af rødstensvilla fra 1910

Fakta om projektet

  • Renovering
  • Genbrugsmaterialer
  • Energibesparende løsninger

Der har været fokus på at ombygge og tilføje nyt, således at boligen både blev mere tidssvarende i harmoni med bygningens disponering og materialitet fra 1910.

Så selvom der ikke er et søm der står urørt, kan det umiddelbart være svært at se hvad der egentligt er gjort, hvilket også har været intentionen. De oprindelige stuer er reetableret, og der er sat ny stuk op, efter de nedhængte lofter blev fjernet. Til gengæld er køkkenet åbnet mod dagligstuen og den gamle anrettegang er omlagt til gæstetoilet, for at gøre boligen mere tidssvarende, til et liv uden tjenestefolk. På samme måde er rumdisponeringen af 1. sal også bibehold, dog med undtagelse af at pigeværelset er nedlagt og inddraget i badeværelset.

Også byggeteknisk er boligen opgraderet, til mere tidssvarende forhold, men igen så det ikke synes.

I kælderen er der udlagt gulvvarme i forbindelse med udgravning til ny isolering og terrændæk. Her er også boret simple Dukaventiler i for at sikre en god udluftning.

I det omfang det har været muligt er de gamle gulve genbrugt til at reparere og lægge nye gulve på trappereposser og i gange. Det har mindsket forbruget, om end at årsagen primært har været at få gulvbrædder der i bredde og alder matchede de eksisterende.

Taget blev skiftet til vingetegl som eksisterende. Og i forbindelse med udlægning af nyt undertag, opretning af spær og nye lægter, blev taget hævet. Derfor blev der her lagt et ekstra skifte på murkronen under taget og en ny murdetalje ved tagfoden, således at der opstod en harmonisk overgang mellem mur og tag. Alle eksisterende ovenlys vinduer i taget blev skiftet til nye fra Velux, med et tilsvarende støbejerns udtryk og meget bedre isoleringsegenskaber.

De fleste af husets originale vinduer er nænsomt restaureret, og der er opsat forsatsrammer. Hvor vinduerne ikke var originale eller i så dårlig stand at de ikke stod til at bevare er der isat nye enkeltlags vinduer med kittet fals og indvendigt koblede termoglas.

Alle indvendige vægge er malet med diffusionsåben maling.

Udvendigt er facaden fuget om.

Afslutningsår

2024

Arkitektens navn

Arkitektfællesskabet

Deltagerens navn

Arkitektfællesskabet