Om prisen

Bevar Boligen er en pris, som gives til boligejere og arkitekter, der sammen står bag renovering og ombygning med særligt fokus på at sænke ressourceforbrug og klimaaftryk og samtidig på at fremme bolig- og livskvalitet.

Formålet med prisen er at vise gode eksempler på bæredygtige løsninger, som kan inspirere og motivere mange til selv at renovere, bygge og bo med omtanke for klimaet. For hvad skal der til, for at man kan kalde sine valg for bæredygtige? Skal man bo i et tiny house eller bygge den nye tilbygning af tang? Og hvordan hænger et lavt klimaaftryk sammen med drømmen om et fedt hus og øget livskvalitet?  

Der er brug for viden og konkrete idéer, og det er netop, hvad Bevar Mere ønsker at bidrage med. På alle niveauer af samfundet både kan og skal vi blive bedre til at udnytte og værdsætte de bygninger, vi allerede har, og renovere, transformere og tilpasse fremfor at rive ned og bygge nyt. Tiny living og ålegræs på væggene er ikke for alle, men måske kan et lille hus med smarte pladsbesparende løsninger og nye sammensætninger af materialer sætte nogle overvejelser i gang om, hvad der gør et hjem rart at være i, og hvor meget plads vi egentlig har brug for. 

Bevar Boligen er lanceret af Danske BoligArkitekter i samarbejde med den 4-årige indsats Bevar Mere. Danske BoligArkitekter har til formål at oplyse om arkitekters arbejde og er drevet af Videncentret Bolius og Danske Arkitektvirksomheder med støtte fra den filantropiske forening Realdania. Bevar Mere har til formål at fremme transformation, renovering og ombygning som et naturligt og attraktivt valg fremfor at bygge nyt. Bag indsatsen står Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania. 

Hvad kan man vinde?

Bevar Boligen hylder både de boligejere, der har haft modet og viljen til at bevare og forandre deres hjem med omtanke – og de arkitekter, der har stået for det faglige og æstetiske håndværk bag. Vinderne kåres i fem kategorier 6. oktober 2025 på Arkitekturens Dag. 

Som boligejer vinder man et gavekort til et eksklusivt ophold for to på Dragsholm Slot – inklusive middag på slottets Michelin-restaurant – som tak for mod og engagement i boligen.

Som arkitekt modtager man Bevar Boligens trofæ og professionel eksponering i både online og trykte medier, herunder Bolius og Bo Bedre – som faglig anerkendelse og synlighed. 

Boligejere og arkitekter spiller to forskellige roller i boligprojektet, og derfor hædres de også på hver deres måde. 

Hvad kan man vinde?

Hvordan definerer vi bæredygtighed?

Bæredygtige løsninger skal i sammenhæng med prisen forstås som løsninger, der har gjort det muligt at gennemføre forandringen med et reduceret klimaaftryk sammenlignet med, hvad der pt. er gængs praksis. Det kan fx være renovering med fokus på reparation og på at udskifte så lidt som muligt, eller det kan være ombygning med ambitiøse valg af genbrugs- og biobaserede materialer (materialer som optager og lagrer CO2, fx træ, ålegræs, hamp og halm). Det kan også handle om at optimere pladsen og bruge færre kvadratmeter pr. person end i gængse nybyggede boliger.

Men bæredygtige løsninger skal også forstås i social sammenhæng – som løsninger, der understøtter fællesskab inden for boligens vægge og i samspillet med andre boliger, og løsninger, der viser, hvordan en bolig kan opdeles, så flere kan bo under samme tag. 

Ved at indsamle og udbrede eksempler på allerede gennemførte boligforandringer med dette fokus, vil Bevar Boligen informere, inspirere og vise vejen for fremtidens boliger. De gode løsninger vil blive omtalt i artikler, reportager og indhold på Bevar Boligens og Bevar Meres kanaler, via samarbejdspartnere og i eksterne medier. 

Hvordan definerer vi bæredygtighed?

Prisens 5 kategorier

  • Kloge materialevalg Prisen gives til en renoveret eller ombygget bolig, som viser ambitiøse valg af genbrugs- og biobaserede materialer (materialer som optager og lagrer CO2, fx træ, ålegræs, hamp og halm).
     
  • Deling og opdeling til fællesskab Prisen gives til en ombygget bolig, som gør det attraktivt at dele funktioner og kvadratmeter med hinanden, og som evt. viser, hvordan en bolig kan opdeles, så flere kan bo under samme tag.
     
  • Respektfuld renovering Prisen gives til en renoveret eller transformeret bolig med særligt fokus på at genbruge så meget som muligt og forandre så lidt som muligt med størst mulig boligkvalitet.
     
  • Fleksibilitet og foranderlighed Prisen gives til en arkitektonisk løsning i boligen, der gør det let at ændre boligen til nye behov på kort og lang sigt og dermed reducerer behovet for (nye) kvadratmeter.
     
  • Juryens specialpris Prisen gives til det helt særlige boligprojekt, som enten sprænger rammerne for de andre kategorier eller på særlig vis kombinerer dem.
Prisens 5 kategorier

Hvem er med i juryen?

Bevar Boligens jury består af syv stærke faglige profiler inden for arkitektur, bæredygtighed og kommunikation:

Erik Rimmer chefredaktør på Bo Bedre 

Kristine Virén medie- og videncenterchef i Videncentret Bolius 

Søren Nielsen professor på Arkitektskolen Aarhus 

Søren Dahl Vester designer og indehaver af Vesters Workshop 

Marie Stender seniorforsker ved BUILD, Aalborg Universitet

Søren Meyer udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond

Line Stougaard Indehaver af Ark Oie arkitektrådgivning

 

Hvem er med i juryen?

Der kan indstilles til prisen fra 10. april til 15. juni 2025

Indstillede boligprojekter vil være synlige på hjemmesiden fra maj måned

 

Indstil til prisen HER